Anthony Moris

Anthony Christian Moris, født 29. april 1990 i Arlon i Belgien, er professionel målmand, som har spillet en stor del af sin karriere i belgisk klubfodbold og samtidig er landsholdskeeper for Luxembourg; født i Belgien med luxembourgsk far, har han gennem karrieren skiftet mellem at være reserver og fast mand i målet, og i løbet af 2020'erne opnåede han markante resultater med Union Saint-Gilloise, inden han efter fem sæsoner i Bruxelles skiftede til Al-Khaleej i Saudi Arabien.

Tidlige år og ungdomskarriere

Anthony Moris begyndte sin fodboldmæssige rejse i lokalområdet omkring Habay, hvor han i 1996 sluttede sig til en lokal klub, og allerede fire år senere blev han optaget i ungdomsrækkerne hos Standard Liège, en af de største klubber i Belgien; i 2008, da han var 18 år, rykkede han op fra ungdomsholdene til professionel trup hos Standard, hvor han i starten af sin seniorkarriere primært figurerede som en af klubbens yngre målmænd i hierarkiet.

Hans tidlige ungdomslandskampe omfattede repræsentation for Belgien på ungdomsniveau, hvor han i 2008 spillede for Belgien U18 og i perioden 2008-2009 for Belgien U19, og han medvirkede desuden i en U21-vennekamp mod Skotland den 24. marts 2011.

Klubkarriere

Standard Liège

I starten af sin professionelle karriere hos Standard Liège var Moris ofte tredjevalg på målet, blandt andet i sæsonen 2008-09; han sad på bænken ved en enkelt lejlighed den 6. marts 2009 i en udekamp mod RAEC Mons, og det varede indtil september 2011, før han fik sin første fulde start i ligaen, en kamp mod Cercle Brugge den 25. september 2011, hvor han holdt clean sheet i en 0-0-kamp.

Han fik også europæisk erfaring med en optræden i Europa League mod FC København den 15. december 2011, og i slutningen af sæsonen 2011-12 stod han som førstemålmand i de fem sidste playoff-kampe, hvor han afløste Sinan Bolat, der var skadet; i 2012-13 var han andenvalg bag Eiji Kawashima og blev primært brugt i pokalkampe og enkelte slutspilskampe, mens han i 2013-14 faldt yderligere ned i rækken og ikke fik spilletid, da klubben havde flere etablerede målmænd.

Kontraktdetaljer fra denne periode viser, at han oprindeligt var kontraktligt bundet til Standard til 2010, men at han senere fornyede og forlængede sin aftale med klubben med yderligere år.

Udlån til Sint-Truiden

I januar 2014 blev Moris udlejet til Sint-Truiden (Saint-Trond), der dengang spillede i den belgiske anden række, for en periode på seks måneder med henblik på at få mere regelmæssig spilletid; han debuterede konkurrencemæssigt for klubben den 1. februar 2014, da han kom ind som indskifter i det 79. minut i en 1-1-kamp mod Roeselare, og i løbet af låneopholdet spillede han et begrænset antal kampe, men holdt flere clean sheets, herunder også i sin korte debutperiode.

K.V. Mechelen

Efter en kortere periode uden klub i anden halvdel af 2014 skrev Moris kontrakt med K.V. Mechelen i begyndelsen af 2015, hvor han i første omgang fungerede som andenvalg bag Wouter Biebauw; han fik sin ligadebut for Mechelen den 5. april 2015, hvor han kom ind som indskifter i kampens slutning i en 4-1-sejr mod Waasland-Beveren, men hans debutsæson blev tidligt afbrudt på grund af en alvorlig knæskade.

Der er i de tilgængelige oplysninger uenighed om tidspunktet for hans første korsbåndsskade: enkelte oplysninger angiver en ruptur i venstre korsbånd den 25. april 2015, mens andre optegnelser nævner en korsbåndsskade i juli i et senere år; derudover skete der yderligere knæproblemer i hans tid i Mechelen, herunder en meniskskade i oktober 2016 og igen en korsbåndsskade i marts 2017 i en nationalkamp, hvilket betød, at hans tid i Mechelen blev stærkt præget af skadesproblemer, men klubben valgte i april 2016 alligevel at forlænge hans kontrakt til juni 2019, før parterne i juli 2018 valgte at gå hver til sit.

R.E. Virton

Umiddelbart efter afgangen fra Mechelen blev Moris præsenteret som ny spiller i R.E. Virton, der på det tidspunkt spillede i den belgiske First Amateur Division (tredje niveau), og han debuterede for Virton i en ligakamp den 1. september 2018, hvor han spillede 90 minutter i en 3-0-sejr over Dessel Sport; med Virton rykkede han op til anden division efter at have vundet det afgørende slutspil i 2018-19, og holdet sluttede i den følgende sæson højere oppe i tabellen, hvilket var et vigtigt skridt i hans karriere tilbage mod fodbold på højere niveau.

Union Saint-Gilloise

Den 30. juli 2020 underskrev Anthony Moris en treårig kontrakt med Union Saint-Gilloise, en klub med stort historisk format, men som i 2020 var på vej tilbage mod landets bedste række; han blev hurtigt en central figur i holdet og spillede en stor rolle i klubbens oprykning fra First Division B i sæsonen 2020-21, hvor han var fast i målet gennem det meste af kampene.

I klubbens første sæson tilbage i den bedste række siden 1973 bidrog han i høj grad til et overordentligt stærkt år, hvor Union sluttede helt i toppen - i tilgængelige opgørelser nævnes, at han i én af de tidlige sæsoner i ligaen holdt 17 clean sheets, mens andre kilder nævner tallet 20 clean sheets i sæsonen 2024-25 og anerkendelse som Pro Leagues bedste målmand i samme sæson; disse to angivelser af clean sheet-tallet er modstridende i de kilder, jeg har til rådighed, og derfor nævnes begge tal her uden at fastsætte det ene som korrekt.

Hans tid i Union var desuden kendetegnet ved europæiske optrædener, herunder deltagelse i Europa League, hvor holdet i 2022-23 nåede kvartfinalerne, og han deltog i flere europæiske kampe i denne periode; efter afgangen af midtbanespilleren Teddy Teuma i juli 2023 overtog Moris anførerbindet for Union, og i de efterfølgende sæsoner var han en regelmæssig starter, som var med til at hente både Belgisk Pokal (2023-24), Belgisk Super Cup (2024) og i sæsonen 2024-25 det belgiske mesterskab, Union Saint-Gilloises første ligatitel siden 1934-35.

Al-Khaleej

Efter fem sæsoner i Union Saint-Gilloise bekræftede klubben den 16. juli 2025, at Moris havde forladt klubben, og kort efter skrev han kontrakt med saudiarabiske Al-Khaleej, som spiller i Saudi Pro League; i nogle oplysninger nævnes kontraktens løbetid som to år, hvilket indikerer, at skiftet var ment som en mulighed for at fortsætte karrieren i udlandet efter mange år i belgisk fodbold.

Landsholdskarriere

Anthony Moris repræsenterede i sine unge år Belgien på ungdomsniveau med optrædener for U18 i 2008 og for U19 i 2008-2009, og han deltog også i en U21-vennekamp imod Skotland i marts 2011; i slutningen af 2013 gjorde han sig tilgængelig for det luxembourgiske landshold, idet han er berettiget til at spille for Luxembourg gennem sin far, og fra 2014 begyndte han at blive indkaldt til d‘Roud Léiwen.

Han blev første gang indkaldt til Luxembourgs trup i forbindelse med en kamp mod Cape Verde i februar 2014, og senere samme år blev han udtaget til en vennekamp mod Belgien den 26. maj 2014, en kamp som siden fik karakter af træningskamp ifølge FIFA på grund af for mange udskiftninger, samt til en venskabskamp mod Italien den 4. juni 2014 som endte 1-1; i årene efter 2014 blev han en fast del af den luxembourgske trup og delte ansvaret i målet i flere markante landskampe.

Under kvalifikations- og vennekampe i 2017 var han involveret i en udgave af opgøret mod Frankrig, hvor han startede men måtte lade sig udskifte til fordel for Ralph Schon, og i senere kampe stod han ikke altid som førstevalg, men forblev en del af landsholdsopsætningen; i 2023 fik Luxembourg et historisk år ved at slutte som nummer tre i deres kvalifikationspulje, hvilket muliggjorde adgang til playoff-kampe for EM 2024, og i den kampserie oplevede målsituationen for holdet både tunge kampe, som da de tabte stort mod Portugal i ét opgør, og relativt faste defensive præstationer i andre kampe i samme kvalifikationsrunde.

Skader og påvirkning af karrieren

Et gennemgående tema i Moris' karriere har været alvorlige knæskader, som flere gange afbrød hans sæsoner og begrænsede hans spilletid; tilgængelige opgørelser nævner både ruptur af korsbånd, en meniskskade og en ny korsbåndsskade i forbindelse med en landskamp, og det er tydeligt, at disse skader spillede en rolle for hans bevægelse mellem klubber og for hans muligheder i trupperne i midten af 2010'erne.

Der er imidlertid enkelte uoverensstemmelser i de præcise datoangivelser for nogle af skaderne i de forskellige kilder, hvorfor tidspunktet for den første korsbåndsskade i Mechelen opgives forskelligt i kilderne; dette betyder, at den nøjagtige kronologi for nogle af skadeseancerne bør tolkes med forsigtighed, men helhedsindtrykket er klart: knæskader har haft en markant indflydelse på hans karriereforløb i denne periode.

Meritter og anerkendelser

Med Union Saint-Gilloise har Anthony Moris vundet flere nationale titler og pokaler, herunder oprykning som mester af Eerste Klasse B (Belgisk First Division B) i 2020-21, Belgisk Pokal i 2023-24, Belgisk Super Cup i 2024 og det belgiske mesterskab i 2024-25; derudover figurerer Union og Moris på holdlisterne ved flere mindre ærespriser efter succesfulde sæsoner, og klubben vandt også ærespriser som Jules Pappaert Cup i 2021 og 2022.

Individuelt er han blevet fremhævet for sine præstationer i målet, og i nogle opgørelser nævnes han som Pro Leagues bedste målmand for sæsonen 2024-25, en bedrift der i de tilgængelige kilder ledsages af et angivet antal clean sheets-enten 17 i en tidligere topfodboldsæson eller 20 i netop 2024-25-hvor disse tal ikke er ens på tværs af kilderne, og derfor præsenteres begge tal her som de forekommende opgørelser.

Bog og kilder

Der foreligger en selvbiografisk eller biografisk udgivelse med titlen "Le gardien de mes rêves" udgivet af Chronica.be i 2023 med ISBN 978-2-931115-23-7, hvor Moris' karriere og oplevelser som målmand er behandlet nærmere.

Opsummering

Anthony Moris er en målmand med rødder i både Belgien og Luxembourg, hvis karriere spænder fra ungdomsårene i Standard Liège gennem perioder med både reserveroller og fast plads i målet, store skadesudfordringer i midten af 2010'erne, en genopbygningsfase i Virton og en markant og succesfuld periode i Union Saint-Gilloise, der kulminerede i nationale titler og europæiske optrædener, før han i midten af 2025 skiftede til Al-Khaleej i Saudi Arabien; hans landsholdsvalg faldt på Luxembourg, hvor han siden midten af 2010'erne har været en fast del af trup og målvagtkorps, og hans karriere er karakteriseret både af sportslige højdepunkter og af perioder med betydelige skader.